onsdag den 30. november 2011

Første par sokker i ny runde

Gerda har strikket det første par sokker i den nye runde, som slutter med lodtrækning 1. marts 2012. Det er dejlige sokker i en stor størrelse.


torsdag den 24. november 2011

Gratis strømpeopskrifter hos MARKNO

Marianne Knorborg, som startede Projekt Hyggesokker, har stillet flere forskellige gratis opskrifter på strømper til rådighed.
Der er både grundopskrift på strømper i 4-trådet garn - der er opskrifter i 6-trådet garn - der er målskema på strømper til hele familien - der er opskrift på ragsokker osv.
Alle opskrifterne til ligger til fri afhentning som pdf-filer på MARKNO's hjemmeside HER.

Hvordan var det nu?

Bare lige for at forebygge misforståelser:
Når du strikker hyggesokker i dette projekt, lægger du selv garn til - og størrelserne er 36 - 46, idet det er store børn.
Retningslinierne står i kolofonen til højre i denne blog. Adressen får du i en mail fra mig.

Hvis du strikker sokker som led i Vejle Husflids udstilling, er der lidt andre retningslinier, som du kan læse nedenfor. Disse sokker kommer også børnene på Julemærkehjemmet Fjordmark til gode, når udstillingen er ovre, men der er andre størrelser og andre muligheder for valg af garn.

onsdag den 23. november 2011

Flot initiativ i Vejle Husflid

I forbindelse med at Vejle Husflid holder en udstilling 4. marts 2012, har de sendt denne opfordring til deres medlemmer:
Elsker du at strikke - og mangler du nogen at strikke til? Eller vil du bare gerne glæde et barn, der trænger? Så vær med i et dejligt støtteprojekt til børn på danske julemærkehjem. I første omgang er der lavet en aftale med Fjordmark i Kollund. Det er Danmarks ældste julemærkehjem. Her bor 30 børn ad gangen - i 10 uger hver. Hjemmet har ca. 125 børn om året. Det er store børn med sko størrelse 40-46. Hele projektet styres af Hanne Schrøder, http://www.syenlap.dk/
Garnet skal kunne tåle maskinvask og det skal helst være over 50 % uld i garnet.



Vejle Husflid: I forbindelse med vores udstilling vil vi se hvor mange par sokker vi kan nå at få strikketHar du lyst til at være med?
Hvis ja, så er der følgende valgmuligheder:
- jeg strikker strømper af garn jeg selv har
- jeg strikker ikke selv men vil gerne donere 2 nøgler garn, som andre så kan strikke strømperne af
- jeg vil gerne strikke strømper af det donerede garn



Vejle Husflid har for 2 år siden på lignende måde strikket djævlehuer til Afrika - der kom 92 huer, som Red Barnet fik.
Sokkerne vil blive hængt op på en tørresnor under udstillingen 4. marts og derefter indgå i Projekt Hyggesokker til Julemærkehjemmet Fjordmark.
Spændende, hvor mange der kommer?!

tirsdag den 22. november 2011

Alle børn fik sokker

Alle børnene på Julemærkehjemmet Fjordmark fik et par dejlige sokker!
Skal hilse og sige, at de gjorde godt nok lykke!







fredag den 18. november 2011

Ny lodtrækning - ny præmie!

Marianne fra MARKNO har i glæde over, at Projekt Hyggesokker til børn på Julemærkehjemmet Fjordmark fortsætter, udlovet en præmie til lodtrækning mellem de, der sender sokker fra nu og indtil 1. marts 2012.

1 par sokker udløser 1 lod i lodtrækningen.

Præmien består af en hel kasse = 12 nøgler á 150 gram 6-trådet lækker strømpegarn i forskellige farver, nyværdi ca. 1.000 kr!

Send mig en mail på hanne @ kludekoner.dk (slet mellemrum), hvis du vil være med, så får du min adresse og kan sende sokkerne, som vil blive afleveret i passende portioner til Fjordmark, hvor børnene selv får lov at vælge deres sokker.

Deadline er 1. marts 2012, hvor lodtrækningen finder sted. Vinderen får kassen tilsendt straks derefter.

onsdag den 16. november 2011

Garnpræmien




Den garnpræmie, som jeg udlovede sidste år, ligger stadig klar, og den går til Jytte i Værløse, som var hurtig til at sende 4 par sokker, straks, da hun så, der var mulighed for at få de sokker til Fjordmark, som hun havde liggende.


Til lykke med præmien, Jytte! Jeg sender den til dig.




tirsdag den 15. november 2011

Så strikker vi hyggesokker igen!



Skal vi starte igen med at strikke "hyggesokker" til børn på Julemærkehjemmet Fjordmark?

Jeg har allerede modtaget og afleveret 48 par dejlige sokker, så der er rigeligt til de 30 børn, der i øjeblikket opholder sig på Fjordmark. Forstander Vibeke blev meget glad for, at der kommer gang i projektet igen og glæder sig til at give børnene sokkerne.


Så hvis du vil være med igen eller vil begynde at strikke sokker til glæde for børn, der trænger til lidt ekstra omsorg, så send mig en mail, så får du min adresse og kan sende dine sokker.


Jeg skal snart sætte en deadline for næste aflevering, bar følg med her på bloggen.


Jeg glæder mig til at være mellemmand!

Hanne Schrøder

mandag den 14. november 2011

Overdragelse

Jeg har overdraget Projekt Hyggesokker til Hanne, som er så sød at føre projektet videre.

Tusind tak for alle de flotte sokker der er kommet indtil nu - jeg håber at I bliver ved med at sende masser af varme sokker til børnene på Fjordmark :-)

Kærlig hilsen

Britta